Er du bevidst om dine tanker og overbevisninger!
oktober 28, 2022

Elsk og anerkend dig selv og hæv dit selvværd!


Cirka hver 5 dansker har et lavt selvværd, og mener ikke de slår til.

Er du en af de mange danskere der ikke værdsætter sig selv – som ikke elsker og anerkender sig selv?

Manglende selvværd handler om ikke at føle sig værdsat, og har du et lavt selvværd, har du ofte også et stort behov for at opnå accept og anerkendelse fra dine omgivelser, fordi du inderst inde ikke føler du er god nok.

Følelsen af manglende selvværd sidder ofte i solar plexus. Lige under brystet. Det kan føles som en dunken og en uro. Solar plexus handler nemlig om retten til at være dig. Vil andre acceptere mig når jeg er mig? Den kaldes også den daglige overlevelsesfunktion, og får vi ikke fyldt solar plexus op med anerkendelse af os selv, vil det typisk give ondt i maven med kvalme og vekslende afføring.

Så går du og har ondt i maven, lige under brystet, har kvalme og dårlig mave, uden at vide hvorfor, så handler det ofte om dit selvværd, og retten til at være dig. Du føler dig måske ikke værdsat, du lytter ikke til dig selv og dine egne behov, du har svært ved at stå op for dig selv og lader andre overtræde dine grænser.

Manglede selvværd kan nogle gange også mærkes andre steder i kroppen. Du får måske ondt i brystet, med lav vejrtrækning, som handler om ikke at føle sig elsket, og/eller du oplever at have en klump i halsen, som handler om ikke at få sagt fra eller ikke at føle sig forstået.



Lavt selvværd er ikke noget vi er født med!

Selvværd udvikles gennem hele livet, men grundlægges i det væsentligste i de tidlige barneår. Får vi som barn oplevelsen af at være værdsat, vil dette som oftest fremme selvværdet, mens oplevelser, der tolkes, som ikke at være værdsat, skaber lavt selvværd.

Selvværd anvendes i psykologien om et individs anerkendelse af sin egen værdi. Det anvendes både om personlige egenskaber og om evnen til at præstere i arbejdslivet eller i konkurrencesituationer. Selvværd handler især om at have værdi, som den man er.

Altså, man skal ikke gøre noget, for at være værdifuld, man har altid været værdifuld, siden man blev født.

Og har du værdi for dig selv, og elsker og anerkender dig selv for den du er, har du også lettere ved, at sige fra og stå op for dig selv.

Selvværd må dog ikke forveksles med selvtillid.

Selvtillid er “Tillid til sig selv, sine evner, sin kunnen mv”. Tilliden til egen formåen, ens egenskaber, præstationer og hvad man er i stand til.

Altså det man tror på man kan.

Man kan godt have høj selvtillid, men lavt selvværd samtidig.

Eks.: Alt kører udadtil – man er dygtig i skolen, god social og ser godt ud, men indadtil raser der kaos. For opnår man ikke toppræstationer, går den indre kritiker i gang, og man føler sig ikke noget værd. Man er ikke noget uden sine præstationer.



Det er heldigvis aldrig for sent, at få et godt selvværd!


Terapi er ofte en god hjælp til at øge dit selvværd, fordi du herved kan få set på og løsnet op for det, der har været med til at skabe et lavt selvværd.


Giv dig selv kærlighed!

Noget af det du selv kan gøre er, at give dig selv en masse selvkærlighed. Gøre ting der nærer dig og hæver din energi, din vibration. Fylde solar plexus op med anerkendelse af dig selv.

Jo mere selvkærlighed du har, jo større selvværd får du, som så medfører større værdighed. Som igen gør, at du får mod til at lytte til din intuition og handle på den. Være tro mod dig selv og det du mærker. Så din opgave er, at give dig selv mere selvkærlighed på alle planer af dit liv. Det er også i selvkærlighed vi vækster.

“Selvkærlighed og selvværd hænger sammen, jo mere selvkærlig du er, jo mere elsker du dig selv"
-Christina Bækgaard-

Øvrige tips til et bedre selvværd


Sig gode ting til dig selv hver eneste dag.

Skriv nogle bekræftende sætninger ned, hvor du fortæller dig selv, at du elsker og anerkender dig selv, at du er fantastisk som den du er, at du kan hvad du vil, at hvad andre tænker om dig vedkommer ikke dig mv. Sig disse sætninger til dig selv flere gange om dagen og gerne højt. Jo flere gange du siger dem, jo mere tror du på det – og du vil ende med at elske og anerkende dig selv for den du er.


Lær at styre de negative tanker.

Vi kan alle få negative tanker om os selv. Men vores tanker er ikke nødvendigvis sandheden. Tanker kommer og går. Øv dig i at styre de negative tanker, så de ikke får lov til at tage overhånd. Kommer der nogle negative tanker, så lad dem blot passer. Ændr de negative tanker til positive tanker.


Lad være med at sammenligne dig med andre.

Vi har alle vores egen vej, og vi kan alle noget forskelligt, så lad være med at fokusere på hvad alle andre kan og har, men fokuser på det du kan og det du har. Find dine egne styrker, og vær taknemmelig for det du kan og det du har.


Øv dig i at acceptere, at du (ligesom alle andre) begår fejl.

Vi begår ALLE fejl. Se dine fejl som læring til vækst, i stedet for at slå dig selv oven i hovedet.


Gør en forskel for andre/skab glæde hos andre

Det at kunne gøre en forskel, gøre noget godt for andre/skabe glæde hos andre, giver os glæde og god energi, og sidst men ikke mindst følelsen af at være noget værd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *